mandag den 3. juni 2013

Roser til Herning Folkeblad

Jeg vil hermed gerne give stor ros til Herning Folkeblad, for på blændende vis i onsdagens hustandsomdelte avis at sige Dansk Folkepartis usmagelige annonce imod - DF har før bragt annoncer med alle navne på nye danske statsborgere, underforstået at det skulle være problematiske personer. Jeg opdagede dette da jeg en gang søgte efter telefonnummeret til en god kollega og googlede navnet, hvor så en annonce fra 2001 dukkede op. Det gjorde mig harm, og jeg har siden tænkt det kunne være interessant at vide hvor mange der faktisk bidrager positivt til det danske samfund. De personer jeg kender jeg har fundet på den liste tilhører ihvert fald alle den kategori.
Nu DF har afsløret en fortrolig oplysning fra infødsretsudvalget ( hvor de jo kunne gøre indsigelse og bede om at få personen af listen; men ikke fandt flertal for dette - nogle personfølsomme oplysninger behandles selv i et demokrati bag lukkede døre ), er det da ikke med glæde at jeg byder den person velkommen som ny statsborger; men jeg erkender også at det jo ikke har nogen praktisk betydning, et dansk pas er jo ikke et fripas, manden bliver hverken mere eller mindre farlig af den grund. Takket være DF er personen nu klar over at han er i søgelyset, og den udredning PET har haft gang i, hvor personen måske kunne lede dem til at afsløre større sammenhænge, er nu ødelagt. Det er jo altså dermed lige før det er DF der har skadet Danmarks sikkerhed og saboteret PETs arbejde.
Efterfølgende kan man f.eks på facebooksider om initiativer folk har taget imod annoncen, ( såsom 684og1, der vil byde de nye statsborgere velkommen i en annonce, og manden fra Sydafrika der undersøger om man kan lægge sag an ) læse truende kommentarer som "Danmark behøver en ny Breivik". Man kan såmænd være født med sin pæredanske indfødsret, og være lige så meget potentiel terrorist, som nogle der takket være statsløshed og FN-konventioner bliver tildelt den. Fanatisme er aldrig en god ting hverken når den er muslimsk; men så sandelig heller ikke når den er anti-muslimsk.
NU er det ikke mit indtryk at Herning er plaget af den store fanatisme, og vi har god tradition for at være rummelige. Så lad os bevare det, og hurra for Sinding der byder en ny dansker velkommen, med en invitation til at holde grundlovstale. Sådan !!!
Jeg kan til sidst ikke lade være med at forundres lidt over at borgmesteren for en tid siden på vegne af Venstre, ikke blot indgik valgforbund med DF, det er der jo intet nyt i; men ligefrem aktivt propaganderede for at det ville være ønskværdigt at de fik repræsentation efter efterårets byrådsvalg. Skal det forstås som at det brede samarbejdes tid er forbi, og at janteloven omsider skal have sit indtog i Herning. Det håber jeg da så sandelig ikke.


Støt initiativet 684og1 her: http://www.684og1.dk/

 Saif Abbas Al-Zohairi var inviteret til at holde grundlovstalen i Sinding efter han sammen med næsten 700 andre indvandrere blev hængt ud som mulig terrorist i store annoncer indrykket af Dansk Folkeparti:



Ingen kommentarer:

Send en kommentar