torsdag den 20. juni 2013

Udvisningsdom

 Jeg forundres over landsrettens afgørelse at ophæve udvisningen af den somaliske mand fra Gullestrup. Forhåbentlig ankes dommen til højesteret og det fastslås at den første dom med udvisning gælder.

 Derimod har jeg nok en lidt anden opfattelse, end de der ynder at udtænke alle mulige middelalderlige straf til den unge mand. Ingen får det såmænd bedre af at gerningsmanden bliver ristet over sagte ild, kastreret med sløv kniv, voldtaget af rockere i fængslet og hvad folk ellers har af opfindsomme ideer i diverse kommentarer til sagen. Det er da lidt absurd at folk der begynder med at synes den unge mands adfærd er en naturlig forlængelse af et middelalderligt kulturmønster ( islam ), i næste åndedrag udtænker straffe, der ikke står hverken sharia eller middelalderens barbari efter.



  Jeg vil derimod gerne kigge på hvad man kan gøre fremadrettet.
  Man må jo kigge på forholdet at moderen sendte ham hjem til Somalia på opdragelsesrejse, fordi han var "for dansk", Der er noget helt galt, hvis man vil blive i et land man foragter, mens man sender sine børn hjem til et land man er flygtet fra.
 Jeg vil gerne arbejde for at man bliver bedre til at spotte sådanne problemer, og handler før det er for sent. Det er jo altid bedre at forebygge end at helbrede.
 Det forekommer jo også herhjemme, at man holder børn i isolerede og nedbrydende opvækst- og opdragelsesforhold, som opmærksomheden på sager med nomadefamilier har vist. Det har ikke så meget med kulturel baggrund at gøre, som nogle gerne vil gøre det til. Etnisk danske børn kan også opvokse under forhold, der forklarer, ikke undskylder, at de gør uhyrlige ting.

  Tilsyneladende har han været børnesoldat, og det bliver man altså skadet af. Jeg deler så ikke landsrettens opfattelse at det skal kunne ligge til grund for ikke at udvise ham. På den anden side bliver verden ikke et bedre sted af at han bare bliver droppet af et eller andet sted i Somalia, det kan godt være danske piger så kan gå i fred, men man må så være ligeglad med at han gør gaderne usikre i Somalia.
 Alt andet lige synes jeg så det er bedre at han, i stedet for at blive pint på alle tænkelige og utænkelige måder i den tid han afsoner sin straf, får noget hjælp til at kunne fungere når han bliver hjemsendt.
  Endnu vigtigere er at ofrene får noget ordentlig hjælp, tilsyneladende har det været si som så med det. Ofre skal helt klart have den kvalificerede støtte der skal til for at kunne fungere nogenlunde normalt igen. Jeg vil derfor gerne arbejde for bedre offerhjælp i Herning Kommune

http://aoh.dk/artikel/forundret-over-nej-til-udvisning

 På AOH undrer det Hr Erling Petersen fra DF "meget at en Socialdemokrat der har så meget imod DF overhovedet kan få øje på at der er folk der skal udvises fra Danmark"
Jeg har såmænd ikke noget særligt imod DF, men de har jo ikke monopolrettigheder på retsbevidsthed, og hvad jeg har noget imod er kollektiv afstraffelse, at alle ordentlige mennesker fra ikke-vestlige lande skal være mistænkeliggjorte pr definition.
Når en dansk bedstefar bliver dømt for seksuel omgang med sit 2 mdr gamle barnebarn, ser man jo ikke DF oppe på barrikaderne med tirader om "at danske fædre lader deres fædre voldtage deres døtre", eller annoncer med navne på alle danske bedstefædre "en af disse er en børnebefamler", vel ?

Jeg synes absolut udlændingepolitik skal være fair og rimelig; men den kan nu engang også blive så stram, at den er en hindring for at vi kan have rimelig kontakt og samhandel med vores omverden.

Sandheden bag VKO er jo, at banker, realkreditinstitutter i ledtog med smarte pantebrevsspekulanter drev en sindssyg lånekarussel op i en overophedet økonomi - og at det i dag er produktive virksomheder og lønmodtagere der sidder med gælden; mens de smarte advokater, rådgivere, konsulenter og ejendomsspekulanter der frisk væk erklærede sig fallit, stadig sidder i millionvillaer på Strandvejen eller i diverse skattely - DF gik med på alt dette i hver finanslov, alt deres i øvrigt udmærkede sociale politik, gav de gerne køb på, bare de kunne få gennemført nogle stramninger på udlændingeområdet.
Frit spil for banditter i habitter i udbytte for tørklædeforbud og håndtrykspåbud ?

Ingen kommentarer:

Send en kommentar