lørdag den 9. februar 2013

Godt nok ikke godt nok | aoh.dk - alt om Herning

Godt nok ikke godt nok | aoh.dk - alt om Herning


Læserbrev fra Herning Folkeblad

08. februar 2013, 16:37
Af Søren Groth Petersen, Brorsonsvej 35,Herning, kandidat for socialdemokraterne til Herning byråd
I et læserbrev i november henviser Henry Jeppesen til det åbne brev, jeg skrev i oktober til politikere og embedsmænd i Social- og Sundhedsforvaltningen, hvor jeg bl.a. nævnte problemet med, at der kommer så mange forskellige og udfører hjemmehjælp. Hr. Jeppesen understøtter dette:
 "At forholdene er som beskrevet fremgår af kommunens egne statistikker. Af Brugerundersøgelsen ses, at kun 33 procent af borgerne er tilfreds med antallet af hjemmehjælpere, som kommer i boligen."

 Mit håb var at der kunne komme en konstruktiv debat ud af det; men at ændre på noget er åbenbart som at vende en olietanker - jeg må konstatere, at der i hvert fald let kommer en masse andre sager i spil end lige det, der var dagsordenen. Nu forstår jeg, at Hr. Jeppesen er medlem af Ældrerådet, og at debatten der mest kom til at handle om, hvorvidt formanden havde modtaget brevet personligt inden det kom i Folkebladet, hvilket jeg så kan afklare, at da Ældrerådets medlemmer ikke fremgår med elektronisk adresse på kommunens hjemmeside, modtog han det ikke pr. e-mail, og jeg sendte det ikke på gammeldaws vis; men tog for givet at det gennem sekretariatet ville blive videregivet Ældrerådet for stillingtagen, før eller siden. Jeg kan så se af referat, at det også er sket; men ikke behandlet, da det anses som en personalesag. Mit håb er dog at de dele af brevet, som berør forhold som det ovennævnte resultat af Brugerundersøgelsen, er noget man vil diskutere i Ældrerådet!

 Det interessante i en brugerundersøgelse er jo ikke alt det, der er godt nok, med mindre man da stiller sig tilfreds med godt nok. Hvis det skal blive rigtig godt, endnu bedre, må man jo interessere sig for det, der ikke er helt godt nok - hvis ikke man bruger en brugerundersøgelse, er det jo meningsløst at lave den, med mindre det er for at opfylde et eller andet direktiv og sætte mere papir i en mappe et eller andet sted. Nu er det jo godt nok meget oppe i tiden med informationssamfundet; men det kan da godt tage overhånd til tider, så der produceres betydelig mere snak end værksted.

 En del af snakken er mytedannelse - det hedder sig at som hjemmeplejen ser ud i år 2013, som om det er en uundvigelig naturlov, der har dikteret forholdene, og vi alle fra politikere, til forvaltninger, til fodfolk og klienter bare må tilpasse os denne uundvigelige sandhed. Man genkender det jo fra "markedet reagerede negativt på...", hvor man til sidst glemmer at det ikke er en eller anden Gud, der har udtalt den endelige sandhed, der kræver adlydende; men at det er mennesker af kød og blod, der træffer beslutninger, og kun gennem at alle følge myten, skaber billedet af en uundvigelig sandhed.

 Så, "som hjemmeplejen ser ud i år 2013", er det så en uundvigelig konsekvens at "kun 33 procent af borgerne er tilfreds med antallet af hjemmehjælpere, der kommer i boligen"?
 Skal vi alle så synes, det er godt nok ? Eller vil politikere, interesseorganisationer, forvaltningen, medarbejdere og borgere udfordre myten, at det nu en gang ikke kan være anderledes ?
Det handler jo ikke om at forsvare sine positioner; men om at tage en udfordring op, at kunne gøre det bedre og ikke bare godt nok !!

 Sidst skriver Hr. Jeppesen også: "Af en anden opgørelse fremgår, at den tid, der er afsat til den visiterede hjemmehjælp, ikke bliver udnyttet. Disse fakta stemmer godt overens med, at hjemmehjælperne bliver belært om aldrig at fortælle, hvor lang tid, der er afsat til hjælpen."
Der må jeg så lige korrigere, at det bliver vi nu ikke belært om; men at det udspringer af, at man er visiteret til nogle ydelser, ikke et antal minutter - det er et gynger og karruseller-system, hvor afregningen til udføreren, det være sig den kommunale hjemmepleje eller de private leverandører, sker efter nogle pakker, der udløser en given minutpris; men da folk jo er forskellige, kan udførelsen af samme ydelse tage længere tid hos Fru Jensen end hos Fru Hansen - så at oplyse en tid til disse fruer giver ingen mening, derimod hvad de kan forvente at få ydet af hjælp, hvad de er visiteret til at få udført. Samlet set skal den visiterede tid og den tid, der udføres hjælp, så i sidste ende helst stemme overens - og det har jeg også indtryk af, at det gør.

 Med håb om at vi i Herning ikke bare vil nøjes med at det er godt nok, men gerne alle vil byde ind på at kunne gøre det bedre.

Tidligere indlæg:
Det åbne brev fra Oktober: Ledelsesfilosofi helt ude af trit med virkeligheden
Artikel efter dette brev: Ældre-ledelse vil være bedre