fredag den 14. august 2015

Værktøjskassen

Når den nye regering med brask og bram udmelder at der skal et hasteindgreb til, en såkaldt straksopbremsning på asylområdet, ved hjælp af indførelse af en ny integrationsydelse, så skulle man jo tro antallet af asylansøgere var eksploderet i 1. halvår af 2015. Det er det også, altså i Tyskland, Sverige, Italien og Grækenland; men ikke i Danmark. Så mon ikke behovet for at kalde det en straksopbremsning mere er udtryk for propaganda, der skal sikre at den nye regering næste år kan vise, se det virkede, og på så vis bilde befolkningen ind at Socialdemokraterne ikke havde styr på noget. Man har til og med frækheden at nu overtage ordret det den forrige regering sagde da man fandt behov for at indføre en stramning af asylreglerne, da tallet i 2014 steg markant "vi skal kunne følge med".


Sagen er jo at den forrige regering kiggede i værktøjskassen, og justerede på nogle forhold, der i de selvsamme skemaer fra menneskesmuglere Inger Støjberg henviser til, vægter højere for valget af destination, end de sociale ydelser, nemlig opholdsstatus og mulighederne for familiesammenføring. Situationen dengang gav kun mulighed for at bruge indenrigspolitiske værktøjer for at kunne følge med. At det ikke berører særlig mange af de der allerede var her, er ikke relevant, da formålet jo ikke var at ramme folk ( det er vel brutale diktatorer og sindsyge jihadisters projekt at ramme flygtninge ); men at gøre det mindre attraktivt for de der var på vej.
Nu er det ikke i sig en værdi at gøre Danmark mindre attraktivt; men i mangel på bedre løsninger internationalt, er der kun disse indenrigspolitiske værktøjer at arbejde med, for at vi kan følge med.
Den forrige regering valgte at bruge en momentnøgle for at justere, Inger Støjberg mener det går bedre med rørtang, mens Martin Henriksen råber, "og vi kan slå på den med en hammer, så bliver det rigtig stramt"


Det er selvfølgelig i orden at så have en anden politisk opfattelse af dette, og går man Venstrefolk på klingen, kommer kernen i valget af at indføre en integrationsydelse da også frem, det eneste sikre man kan sige om det er at man sparer nogle penge.
Det er nemlig uvist om det har særlig stor effekt på antallet af asylansøgere ( Der er jo forhold Danmark er kendt for som virker tillokkende, såsom at vi er verdens lykkeligste folk, det næstmest fredelige samfund i verden, lav korruption - at vi er et godt samfund, og det hverken kan eller vil vi vel lave om på, for at få færre til at søge hertil ) Det er ikke for at komme menneskesmugling til livs ( Der smugles jo ikke en eneste mindre, de skal bare smugles andre steder hen )