onsdag den 2. oktober 2013

Skyllerum eller ej

 - ja det er da noget af en fnidderdebat, hvor Hr. Vistisen og Tilde Bork fra Dansk Folkeparti prøver sætte fokus på et problem, ved hjælp af sensationsprægede løgneoverskrifter, det må de jo selv stå til regning for. Når jeg, som Hr Erling Petersen i HF 2/10 referer, skriver, at "overbelægning ikke skyldes for få senge; men for mange unødvendige indlæggelser", så er det da ikke fordi jeg render og leger doktor.

 For det første så ved jeg som Social-og Sundhedsassistent i hjemmeplejen at Sundhed og Ældre er i gang med at udvikle det "nære sundhedsvæsen", hvor vi gennem forebyggende indsats kan undvige indlæggelse af de ældre medicinske patienter, som jo ofte bliver ekstra svækkede ved infektioner, hvor diagnose og behandling kan ske i eget hjem i et tæt samarbejde mellem hjemmesygepleje og egen læge, evt kortere ophold på aflastning i kommunalt regi. Hjemmesygeplejen er netop blevet fagligt rustet til at kunne varetage IV-behandlinger i eget hjem. Ved disse tilstande er det jo oftest dehydrering der har ledt til indlæggelse, hvor behandlingen så består i væske via drop. Med den øgede kompetence i det nære sundhedsvæsen, kan mange indlæggelser også forkortes væsentligt, da færdigbehandling kan ske i eget hjem, og genindlæggelser undviges.

 Som byrådskandidat har jeg så også sat mig ind i dette, ved f.eks at læse referater fra Social-og Sundhedsudvalget. Det kan jeg da anbefale Hr. Erling Petersen - så behøver han jo ikke gætte sig frem til hvad der foregår i byrådsarbejde; men skaffe sig lidt indsigt på forhånd. Jeg kan da anbefale Muusman rapporten  om det nære sundhedsvæsen som hjemmearbejde for Hr Petersen.



 Overbelægninger har altid eksisteret og vil altid eksistere, hvis man dimensionerede antallet af sengepladser efter behovet ved spidsbelastning ville vores sundhedssystem komme til at koste betydeligt mere, end selv DF kunne få ind ved helt at afskaffe ulandshjælpen. Det er ren populisme at nu kræve flere sengepladser, når regionen og kommunerne er i fuld gang med samarbejde omkring fremtidens sundhedsvæsen. Flere sengepladser der vil stå gabende tomme. Det hænger ikke sammen, som så meget andet DF fører sig frem med.

Løsningen på fremtidens sundhedsvæsen er et bedre samspil mellem praktiserende læger, hospitaler og kommuner. Det er sammen, vi kan skabe det gode forløb. Og det er sammen, vi kan sikre, at også de nære sundhedstilbud er af høj faglig kvalitet. Det er et arbejde jeg vil sætte særlig fokus på hvis jeg bliver valgt ind i byrådet, så kommunen kan løfte sin del af opgaven på en betryggende måde for de ældre og deres pårørende.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar