tirsdag den 29. oktober 2013

Ældre er ikke babyer

 Det er jo forunderligt at se hvor stor interesse der pludselig er for de ældres ve og vel, sådan ca hvert 4.år, når valgtiden nærmer sig. Så er der da ingen ende på alt det der skal udloves. Jeg tror gerne det er af bedste mening, og ikke bare er valgflæsk; men særlig indsigtsfuldt er det nu ikke.
 Mit udgangspunkt er at ældre mennesker er VOKSNE mennesker. Langt de fleste er raske, rørige og åndsfriske. En god ældrepolitik, handler derfor slet ikke om ældrepleje; men om et samfundsbygge der giver plads og mulighed for et aktivt liv længst muligt. Det er byplanlægning, der øger tilgængeligheden, det er kulturpolitik, der tilbyder et varieret udbud af aktiviteter, det er at der er rum og muligheder for alle borgere i kommunen.




 At blive ældre handler jo om så meget andet og mere, end at blive plejekrævende. Alle babyer kræver pleje og omsorg, at blive ældre betyder ikke at blive som baby påny, der skal passes og plejes.
 De fleste ældre er positive over for velfærdsteknologi - det er betydeligt rarere at blive liftet, end at blive løftet ( og så sandelig også bedre for folkesundheden, da de fleste hjemmehjælpere og sygehjælpere fra fordums tid, endte med alvorlige nedslidninger ).  Jeg kunne forstå skeptikerne, hvis der var tale om at småbørn skulle have deres numser under robotskyl, i stedet for kærlige forældres omsorg; men de ældre er VOKSNE mennesker, og det er mere af nød end lyst, at nogle må have andre med ind på badeværelset. Er der løsninger så man kan få lov at gå på det lille hus for sig selv, så vil de fleste da helst det.
 At blive visiteret til hjemmehjælp, har INTET med alder at gøre; men udelukkende om at en del af vore medmennesker, af forskellige årsager kan havne i en situation, hvor man ikke kan klare alt selv. Behovet for støtte til at klare hverdagen, afgøres ikke ved alder; men af hvilke begrænsninger tilværelsen kan have givet én.
 Folk er forskellige og det gælder også vore ældre medborgere - de er ikke en byrde der skal løftes billigst muligt; men grå guld der skal værdsættes.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar