mandag den 2. september 2013

Industrinormer eller kyndigt håndværk

 Mine kollegaer og jeg i Aktivitet og Pleje ( Den kommunale hjemmepleje), vil gerne lave et godt stykke arbejde til lavest mulige omkostning. Vi har ingen interesse i at sløse med resurserne og vi stræber hele tiden efter at gøre tingene smartere, da ingen af os gider molboarbejde. Derfor glædede det mig da også, at vi der leverer varen i 2012 lykkedes bruge mindre end man havde budgetteret med.

 Nu er det ikke altid lige sjovt at være offentlig ansat, så glæden blev da også kortvarig, vi nåede ikke få anerkendelse for vor indsats, før Dansk Industri fik os sat på plads, med udmeldingen at hvis vi nu havde været ansat i Aktivitet og Pleje A/S med private ejere, så skulle vi have været 12,4% mere effektive = 70 millioner kroner, i stedet for de sølle 12 millioner vi selv har kunnet klare i effektivitetsforbedring.


 Jeg må indrømme det gør mig lidt nysgerrig, og jeg vil derfor hellere end gerne invitere skrivebordsanalytikeren fra DI med ud i marken en tur, hvis vedkommende så bagefter helt konkret vil fortælle mig hvad jeg skal gøre for at blive 12,4% mere effektiv.  En sådan forbedring må jo fremkomme konkret i det udførte arbejde, da det ikke på magisk vis kan trylles frem ved blot at ændre på hvem det er der betaler min løn.
Jeg kan så mistænke at Dansk Industri kommer til kort, da hjemmepleje og industriproduktion ikke har særligt mange lighedspunkter. Sagens kerne er jo nok om man ser udfordringen som en ældrebyrde der skal løftes iflg nogle industrinormer for kvalitet, eller vedligeholdelse af det grå guld med kyndigt håndværk.



Jeg har absolut intet imod frit valg på området, så længe kommunale som private leverandører arbejder efter samme standard. Der skal så heller ikke herske tvivl om at jeg vil arbejde for at den standard garanterer det kyndige håndværk som målestok

Ingen kommentarer:

Send en kommentar