onsdag den 17. april 2013

Værdipolitik

Det kan gerne være Socialdemokraterne er trængt og ikke nyder den store popularitet; men vi er jo heller ikke populister; men realister. Danmark skal arbejde sig ud af krisen, vi kan ikke leve af en økonomi baseret på forestillede værdier, værdier skabes gennem arbejde. Vi kan ikke leve af at bilde hinanden ind mursten er lavet af guld, og belåne at vi forestiller os de bliver mere og mere værd, for at få nye badeværelser og samtalekøkkener indtil vi kan købe hele verden. Den der illusoriske forbrugsfest er forbi, og vi fører ikke politik, der bilder folk ind at det er sådan verden hænger sammen.

Økonomi skal ikke hænge sammen baseret på smarte finansielle transaktioner, selskabshandler og andet halløj. 
Danmark skal være et land hvor der er godt at iværksætte, arbejde og bo for de der kan og vil, og hvor der så også, gennem skatteindtægter fra reel værdiskabelse, er til at give, de der ikke kan, en værdig hjælpende hånd til et godt liv. Der skal heller ikke herske tvivl om at de der kan, skal, og så må vi også se til at der er meningsfuld beskæftigelse og arbejdspladser til flest muligt.

Det er vores politik, og det står vi ved, også når vi så bliver trængte af at andre bare lover guld og grønne skove. Skal velfærdssamfundet overleve, hjælper det ikke at man stiller sig sidst i køen, når der skal leveres, og maser sig først, når der skal uddeles.

Søren Groth Petersen
http://www.facebook.com/valg2013sgp

Ingen kommentarer:

Send en kommentar