SÆLG DEN LILLE HAVFRUE

 På torvet står ganske ubemærket af byens borgere en broncedame, ubemærket til en gallerist ønsker at låne den, hvorefter en vurdering af forsikringshensyn foretages og en pris på 250 millioner offentliggøres. Så skal jeg da ellers love for at den ellers ret så kedelige bronzeklump kan sætte fantasien i gang. Højdepunktet bliver jo så da Dennis Flydtkjær fra DF foreslår at sælge skidtet - Det er da i og for sig ikke noget til hinder for, og jeg vil da gerne takke hr Flydtkjær for at med dette forslag bringe for dagen hvor skidt det står til med kendskab til byens kulturhistorie i dette vort jubileumsår.
 Det bliver tydeligt at for mange er sammenhængen mellem den kunst der står rundtenomkring og den Herningånd vi ellers er stolte af, ikke kendt. Den store værdi ligger nemlig ikke i selve kunstværkerne og deres prissætning på et evt marked; men i historien om hvorfor de står der. For en tilfældigt forbipasserende kulturradikal besøgende med fordomme om midtjysk kulturliv kan det måske opfattes, som at man på et tidspunkt har haft et byråd med guld på kistebunden, der har købt sig til lidt finkultur; men for byens borgere burde det være en del af vores selvforståelse at vide at den ånd der ligger bag er sprungen af vor egen muld, nogle bondegårde i Vildbjerg, hvor brd Damgaard, Peder Lysgaard og Jens Bjerg Sørensen så dagens lys. Driftige erhvervsfolk, der brugte deres skabertrang til at bygge virksomheder op. Ja, for det er jo iværksætterens drivkraft, ikke begæret efter ussel mammon, men skabertrang og skaberglæde, og der ser man et slags åndeligt slægtskab mellem iværksætteren og kunstneren, der gør at erhvervsfolk ofte gør sig som kunstmæcener.
 Jeg skal ikke gøre mig til smagsdommer over disse bondesønner, når de ellers betalte deres skat til kommunens drift og betalte overenskomstmæssig løn til deres ansatte, ja så ydede de i min optik deres pligt, og var siden i al deres ret til gøre hvad de lystede. Mads Eg Damgaard, havde så lyst til at købe en Henry Moore skulptur og forære den til byen i 1986 - lidt kedeligt javist, manden var jo også konservativ og ikke til "lort på dåse" som lillebroder Aage, der var radikal. Takket være disse herrer har vi kunstværdier i Herning, der så sandelig kan tiltrække besøgende med velpolstrede tegnebøger. Lad os da være glade for at vi har et kulturliv der kan matche betydeligt større metropoler end den lille provinsby vi er - i den ene ende Jyske Bank Boxen der gør enhver kjøvenhavner misundelig og ude i Birk en kunstskat der er jordens fundament.
 At tænke at man skal sælge ud af den kulturarv byen har fået foræret er en ualmindelig dårlig ide - på linje med at tisse i bukserne for at holde sig varm.
 Hr Flydtkjær man venter på at du nu også foreslår at undersøge muligheden for at sælge den lille havfrue til Kina for at afhjælpe statsfinanserne - selvom det var nu mere sjov da en anden gal kunstner med rod i den midtjyske muld muligvis savede hovedet af hende. Ja Nash og Jorn havde jo sine morforældre på en gård i Isenvad, og trådte såmænd deres barnesko i Aulum.