lørdag den 30. maj 2015

Jyske skøjere og rakkere

 Det kan altid betale sig at arbejde, for det er nu engang arbejde der skaber værdier. Guld der ligger i jorden er ikke en rød reje værd, før nogen har gravet det op !

 Når det så gælder de forskellige anonyme personager på offentlig forsørgelse Venstre fremturer med, så er det da nok korrekt at for en del er forskellen på dagpenge/kontanthjælp ( inklusive diverse andre ydelser ) og på et lønarbejde ikke gigantisk.
  Det synes jeg ikke er problematisk, så synes jeg det er værre at Lars Løkke tilsyneladende mener det er helt okay, at man går hjem og regner på det.
 Det økonomiske incitament fremhæves som det entydigt afgørende for om man vælger at tage et forefaldende arbejde, så det næsten lyder som Lars Løkke synes det er moralsk forsvarligt at de der kan, ikke vil for at det ikke kan betale sig.

 Mennesker har da også et personligt ansvar, vi er ikke bare laboratorierotter der løber efter den bedste godbid.

 Det er da klart at man kan tvinge folk der ikke gider ud på arbejdsmarkedet, ved at sætte ydelserne gevaldigt ned - så får jeg nogle ugidelige kollegaer, der konstant brokker sig, hopper over hvor gærdet er lavest og konstant sygeskriver sig - og dem der ikke KAN bliver bare fattigere.
 I de tilfælde hvor forskellen på lønarbejde og ydelser er lille, er der jo tale om familiesituationer med børn. Vi skal ikke overse at der findes en dansk subkultur af socialt belastede, der minsandten hverken kan eller vil og er lige så svære at integrere, som de udlændinge, man ellers ynder at hænge ud. At skrue lidt på ydelser og skatten i bunden, nytter ikke meget i øvelsen at bryde den sociale arv.




Der er intet nyt i det - der vil altid være nogle der, uanset hvor meget man bruger pisk og gulerod, ikke sådan uden videre bliver til folk der bare passer sit arbejde.
H.P. Hansen gengiver i en yderst læseværdig lille bog "Jyske skøjere og rakkere" en del historier, hvor man kan se at det bøvlede sognerådene såmænd også med for 200 år siden. ( og han slår med syvtommersøm fast at de litterære beskrivelser af disse som fremmede af udseende er digt, de lignede såmænd folk flest )

Ingen kommentarer:

Send en kommentar